Hvorfor Taekwondo Life Academy?
Ved et tilfælde startede jeg i 1973 på Taekwondo – og det er nu blevet min passion.
Vi trænede anderledes dengang. Vi havde ingen sortbælte instruktør i vores klub, men deltog i fællestræninger, hvor vi fik viden og færdigheder, som vi videregav i vores klubber. Tiderne har skiftet og taekwondo har været i en rivende udvikling, mange klubber er kommet til. Koreanske instruktører underviser og stort set alle klubber har medlemmer med sort bælte. Der er forskellige interesseorganisationer i Danmark, som træner med hver deres værdigrundlag og nuancer af teknikker.
I 2006 besluttede jeg at afholde mine egne Dangradueringer med et værdigrundlag, der tager udgangspunkt i et holistisk syn på det enkelte menneske. Det centrale er, at man ser på den enkelte elev, afdækker de potentialer vedkommende har og udvikler dem. Der fokuseres ikke på sammenligning, fejl og mangler, men på udviklingspotentiale.
Dangradueringerne har skabt grobund for opstarten af Taekwondo Life Academy (i 2012), hvor vi tilbyder Dangradueringer, endags instruktør- og lederkurser, coachingforløb, kostvejledning og særlige tilrettelagte kurser. Alle vores kurser tager udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker.
Taekwondo er en del af vores liv – en del, som bliver ved med at blomstre jo ældre vi bliver. Filosofien er, at det skal være sjovt at træne hårdt med respekt for dig som menneske.
Velkommen til dit udviklende taekwondo-liv.
Momme Knutzen
Grandmaster 8. Dan
Logo
Valget af logo er ikke en tilfældighed. I midten af logoet ses Hibiscus syriacus, som er Sydkoreas nationale blomst. Blomsten vises i nationale emblemer og Korea sammenlignes poetisk med blomsten i den sydkoreanske nationalsang. Blomstens navn på koreansk er Mugunghwa. Blomstens symbolske betydning stammer fra det koreanske ord Mugung, som betyder “evigheden”. Tricolored Taegeuk (Sam Saeg-ui Taegeuk) er en meget populær variant af Taegeukgi (det koreanske Flag) i Korea. Flagene ses over alt og bruges i mange forskellige sammenhænge. Den gule farve repræsenterer menneskeheden, der fletter sig sammen med til den røde og den blå farve, som repræsenterer himlen og jorden. Selve logoet er skabt af Rene Kjær.
Kontakt Taekwondo Life Academy
TLA’s persondatapolitik
Her kan du læse TLA’s persondatapolitik.